Der findes næsten 300 biarter i Danmark. Kun én af dem producerer honning. På grund af dette og deres lange forhold til mennesker får honningbier ofte mere opmærksomhed, end de egentlig fortjener.
Undersøgelser fra hele verden viser, at import af honningbier til følsomme områder fortrænger vilde bier, hvilket udgør en yderligere udfordring for arter, der i forvejen er truet af menneskelig aktivitet.
Disse omstændigheder omfatter blandt andet omdannelsen af nationalparker og beskyttede områder til honningproduktionsområder, anvendelsen af honningbier til bestøvning i storstilet industrielt landbrug samt udbredelsen af europæiske honningbier i områder, hvor de ikke er hjemmehørende.
Ja, vilde bier er truet (sammen med utallige andre arter og naturlandskaber). Honningbier er ikke løsningen. Problemet er os, menneskerne, og en industriel, produktionsorienteret tankegang, der betragter mennesker som grådige forbrugere uden grænser. Vi tror, at hvis man behandler mennesker som forbrugere, så vil de også opføre sig som forbrugere.
Det er det samme mønster, der fører til stigende ulighed, pres på ressourcerne og skaber bitterhed og frygt blandt befolkningerne.
Nogle af dem, der kæmper for vilde bier, kan være ret skarpe i deres kritik af honningbier og biavl. Det er interessant at lægge mærke til det sprog, der ofte bruges:
»Honningbier er ikke rigtigt danske«
»Honningbier spreder sygdomme«
»Honningbier tager arbejdet fra de indfødte bier«
»Biavlere er kun interesserede i penge«
»Honningbier styres af en sammensværgelse mellem store landbrugsinteresser i EU-lovgivningen«
»Honningbier er seksuelt promiskuøse«
»Stol ikke på medierne, når det gælder honningbier!«
»Jeg har intet imod honningbier i sig selv … men jeg synes, der er for mange af dem, og jeg vil ikke have dem i min have«.
Så … bier er mennesker. Mennesker er bier. Vi mener, at det er nyttigt at vende tilbage til de grundlæggende antagelser om menneskets natur, som adskiller regenerative perspektiver fra perspektiver, der betragter konkurrence og økonomisk vækst som uundgåelige.
Vi mennesker har potentialet til at berige de levende systemer omkring os. Det har vi gjort i hundredtusinder af år. Vores nuværende vold mod den levende verden kan kun være et bevidst valg. At udnytte dette potentiale er vores nuværende, kollektive og mest presserende ansvar.
Vi vil gerne stille et andet spørgsmål: Hvordan ville vores forhold til honningbier se ud, hvis det forhold skabte bedre betingelser for, at livet kunne blomstre i vores kvarterer? Det vil sige for honningbier, vilde bier, mennesker, insekter og også andre dyr? Lad os blive ved med at stille det spørgsmål og lytte til hinanden.