Er vi åbne omkring udfordringerne?

Besøgende i Bybi bliver ofte ramt af den intense duft af voks og honning, så snart de træder ind ad døren. I går var det lidt anderledes. Vi var i gang med at vaske de tomme spande fra den sirup, vi giver bierne om vinteren. Den har en sur, kvalmende og let kemisk lugt. Hvad er det egentlig lavet af?

I moderne biavl er det almindelig praksis at fodre bierne med sukkerlage om vinteren. Om foråret begynder de at indsamle nektar fra blomster, så der ikke sker nogen blanding mellem foderstofferne og nektaren.

Honning og sukkersirup er dog ikke det samme. Jeg forestiller mig gerne, at vinterbierene langsomt genoplever deres sommeroplevelser, mens de deler honningen med hinanden om vinteren. Vi ved, at hver blomsts smag og farve er unik. For dem må det være som at udforske et arkiv. Pollenkornene og vitaminerne, der er optaget i honningen, er ikke kun næringsrige, men også fulde af minder og erfaringer.

Derfor forsøger vi at efterlade lidt honning til bierne, så de kan klare sig igennem vinteren. Men det er kompliceret. Sidste år blev mange af vores kolonier syge. Vores biavlskonsulent Kristine siger, at sukker sirup under visse omstændigheder er sundere for dem end ægte honning. Sensommerhonningen er fyldig og mørk og giver bierne fordøjelsesbesvær, siger hun. Sukker sirup er tilsyneladende lettere for dem at fordøje.

I år har det varme vejr strakt sig gennem september og ind i oktober. Bierne har spist sig igennem deres vinterforråd og havde brug for et påfyld. Det betyder mere sirup. Man må ikke fodre bier med honning, da det kan sprede sygdomme.

Foderet er et af de ubehagelige dilemmaer, vi må forholde os til. Det ser sygeligt ud. Det lugter dårligt. Er det lavet af majsstivelse, ligesom Coca-Cola? Eller tyske sukkerroer? Hvor kommer det fra? Hvem ved det? Hvis honning er en »invitation«, hvad inviterer dette stads os så til? Hvilken slags invitation byder det bierne på?

Lignende dilemmaer opstår i forbindelse med andre indgreb, vi foretager hos bierne. Danmark er stærkt industrialiseret, og der er mange regler for, hvordan man holder dyr. Man skal bruge bistader, der kan inspiceres. Vi skal koordinere med andre biavlere, så vi behandler mod mider på samme tid for at undgå krydskontaminering. Det indebærer, at vi med jævne mellemrum overhælder bierne med en mild, organisk syre, der får miderne til at falde af. Det må også være meget belastende for bierne. På kort sigt er det bedre end at dø af et virus, der overføres af mider. På lang sigt hjælper det ikke bierne med at udvikle en resistens over for miderne.

Det er en kaotisk situation, fyldt med beslutninger, der vækker tvivl, giver dårlig samvittighed eller ikke stemmer overens med vores værdier på andre områder. Ingen beslutning træffes heller isoleret. Vi er i konstant dialog med regler, konventioner, eksperter, andre biavlere … for ikke at tale om bøger og videoer.

Det ligner nogle af de andre dilemmaer, vi som individer står over for i vores samfund. Hvad skal vi give vores børn at spise? Hvilke risici og kompromiser kan vi tillade os at indgå i forbindelse med vores arbejde? Disse dilemmaer er også kollektive og bør drøftes. Andre dilemmaer forbliver helt ude af syne, og de fleste af os vil undgå at erkende dem.

Vi har ikke noget svar. Det første skridt er at være opmærksom og lægge mærke til konsekvenserne af vores beslutninger. Det næste er at være åben og ærlig om de udfordringer, vi står over for.